Værd at vide om dit ophold
En ferie på Hotel Klostergaarden er noget ganske særligt. Her træder du ind i en oase af ro, hvor skuldrene sænker sig og pulsen falder i det øjeblik, du træder ind igennem porten. Her tager vi os godt af dig, så du ikke skal tænke på andet end at nyde livet. Vi har derfor samlet lidt, der er værd at vide om dit ophold her hos os.
Morgenbuffet i Havestuen
På Hotel Klostergaarden kan du hver dag nyde en lækker morgenbuffet i Havestuen. Her byder vi på nybagt brød, hjemmelavede specialiteter og lokale delikatesser, så du får god energi til en ny dag med store oplevelser. Morgenbuffeten serveres hver dag fra kl. 8 – 9.30. Hvis du har andre ønsker, kan det aftales med vores reception.
Havbad fra klipperne
Findes der noget bedre end et havbad fra morgenstunden? Hos os er du aldrig langt fra vandet, så start dagen med at tage din morgenkåbe på, smid et håndklæde over skulderen og gå 200 meter langs vandet mod syd. Her kan du springe i havets blå bølger direkte fra klippeplatformen og få den perfekte start på en ny dag.
Yoga på Sandkaas Strand
Hvis du går af strandstien mod syd til Sandkaas Strand, kan du hver morgen kl. 9 være med til yoga på stranden og lade morgensolen varme din krop. Find din indre ro og få ny energi til flere store oplevelser.
Frokost på Nordbornholms Røgeri
Du er på ferie midt i Østersøen, og derfor må du naturligvis ikke snyde dig selv for Bornholms lækre specialiteter – og især ikke vores røgede fisk. Hotel Klostergaarden ligger ganske tæt på Nordbornholms Røgeri, hvor der er frisk fisk og andre lækkerier for både børn og voksne. Se mere her.
Is på Sandvig Havn
Fra Hotel Klostergaarden er der kun en kort gå- eller cykeltur til Sandvig Havn, hvor du finder ét af Bornholms bedste is-steder, som også serverer den lækreste barista kaffe hos IS Kalas. Sæt dig på de varme klipper med fødderne i vandet og nyd en stille stund med udsigt over Østersøen med alt det bedste af Bornholm.
Mad & musik
På Hotel Klostergaarden tilbyder vi jazz og grillmad i gårdhaven flere gange i højsæsonen. Ellers kan du også besøge vores næsten-nabo, det hyggelige Gæstgiveren i Allinge. Her kan du nyde god mad af bornholmske råvarer, tilberedt på grillen, sammen med lækre vine og øl, som du nyder ved langbordene i gårdhaven. I højsæsonen kan du opleve flere store, danske musiknavne på scenen. På vejen hjem til Klostergaarden får du den smukkeste solnedgang over Østersøen. Se Gæstgiverens musikprogram her.